3 ting, der får dit hjem til at fremstå mere luksuriøst
IKEA møbler og din mors gamle lampe fra 80’erne er måske ikke de ting, der får dit hjem til at fremstå mest luksus eller moderne. Du er måske nået til et punkt i dit liv, hvor det faktisk er vigtigt for dig, at dit hjem virker mere luksuriøst og dyrt.
Men sommetider er det svært at ramme dén stil, hvor alting ligner et udsnit fra et Bo Bedre magasin. Frygt ikke, vi har her nogle tips, som kan hjælpe dig på vej.
Tag på auktion
Hvad? Tænker du måske. Men jo, den er god nok. Vintagemøbler har en form for eksklusivitet over sig, som man ikke kan få ret mange andre steder. Ja, det er andres aflagte møbler, men de er ikke bare fra 80’erne – de er endnu ældre, og så laves de ikke sådan mere!
Antikke og gamle møbler kan du nemlig købe på en auktion, sommetider til fordelagtige priser, og de giver simpelthen noget nyt (selvom det er gammelt) til dit hjem, som du ikke kan få fra IKEA.
Investér i bedre puder
Vi har intet imod et godt pudebetræk fra IKEA – tro os! Men det er ikke altid, det symboliserer luksus. Hvis du investerer i et lækkert sæt med pudebetræk og for eksempel plaider, vil din stue eller dit værelse automatisk komme til at se dét mere dyrt ud.
Et andet tip, når vi allerede snakker puder, tæpper og plaider, er at sørge for at få lidt forskellige teksturer og materialer til disse puder.
Hvis du for eksempel kan få nogle med mønster, nogle der er ensfarvede, nogle der måske har pels, eller nogle der er strikkede, får du lidt af hvert. Det, at det hele ikke er ens, gør, at alt fremstår lidt mere gennemtænkt.
Køb store kunstværker
Dette tip er et, man ikke altid tænker sig til, men som man godt kan se for sig. Når du besøger nogen, og de har et stort stykke kunst hængende på væggen, tænker du med det samme: “Åh, det må have været dyrt!” Kunst er et symbol på overskud og luksusvarer – så lad være med at købe en lille ramme.
Når du køber kunst, støtter du samtidig (lokale) hårdtarbejdende kunstnere, som ikke altid har nemt ved at leve af deres hjertesag. Win-win!
Og når vi snakker store ting: Køb et kæmpe tæppe. Jo større et tæppe er, desto bedre vil det se ud i din stue, på dit badeværelse eller på et vilkårligt værelse.